Jeg foragter fornemmelsen af enema-prober i min endetarm

Jeg er ikke fan af fornemmelsen af lavema-sonder i min endetarm. Det er en underlig følelse, en som jeg ikke helt kan beskrive. Dens kold og invasiv, undersøgende dybt ind steder hvor den ikke hører hjemme. Det er en fornemmelse, der får mig til at føle mig sårbar og blottet, og jeg bryder mig slet ikke om det. Men, som patient, ved jeg, at det er nødvendigt. Jeg er her på hospitalet, ligger på undersøgelsesbordet, venter på at lægen skal afslutte sin undersøgelse. Min mor sidder ved siden af mig, og holder min hånd stramt. Hun har altid været der for mig, gennem tykt og tyndt. Hun min sten, mit støttesystem. Og nu, hun her hos mig, mens jeg gennemgår denne ubehagelige eksamen. Men lige så meget som jeg hader fornemmelsen af lavement-sonden i min endetarm, kan jeg ikke lade være med at blive ophidset af synet af lægens fingre, der udforsker mit røvhul. Det er en mærkelig fetish, jeg ved. Men den er en, som jeg ikke kan hjælpe med.